Om os

Historie

21/6 havde godkendt lånegarantien med forbehold - bremserne i.
Uden vedtægtsændring i selskabet, ingen lån!
Arbejdet med kanalerne på Ribelandevej var imidlertid i fuld gang, og mere end 400 m var gravet op.
Efter kontrakten med Bruun og Sørensen forfaldt 1. rate på 300.000 kr. til betaling pr. 1. august 1963, så selskabet forsøgte ved et møde med samtlige bank-direktører i Tønder at opnå et midlertidigt lån.

Bankerne havde stor sympati; men desværre nej, det turde man ikke.
Vedtægtsændringerne kunne først vedtages ved en generalforsamling d. 12.august.
Skulle man stoppe arbejdet allerede nu?
Enden på historien blev, at Bruun og Sørensen besluttede sig for at arbejde videre for egen regning og risiko indtil d. 12/8.
Det var med stor spænding generalforsamlingen var imødeset af bestyrelsen,men det viste sig heldigvis, at selskabets medlemmer forstod situationens alvor,så vedtægtsændringen blev vedtaget med alle stemmer for, ingen imod.
Selskabets fortsatte eksistens var sikret.

Nu fortsatte arbejdet med gadeledningsnettet for fuld fart, og det første spadestik til fjernvarmecentralen blev foretaget den næste dag d. 13/8.
Borgmester Paulsen havde lovet at tage det første spadestik; men var faldet på trappen til Tønder Landmandsbank dagen inden og havde brækket det højrehåndled.
Det blev i stedet viceborgmester Ørneborg, som tog det første spadestik og udtalte de bedste ønsker for arbejdet og et leve for Tønder Fjernvarmeselskab.Man havde sandelig også alt behov.

Sommeren i august måned 1963 viste sig nemlig fra den allerværste side, det væltede simpelthen ned med vand hver dag.
Da nedløbssrørene fra de gamle huse i Tønders bymidte simpelthen bare pjasker vandet ud over fortovene, og da fjernvarmekanalerne blev gravet lige op til rendestenene, frembød kanalerne simpelthen et trøstesløst syn, når de hver morgen stod fulde af vand.

Folkeviddet sagde, at Tønder snart kunne kalde sig Nordens Venedig. Optimisterne sagde, at det var skønt, nu kunne man snart sejle helt ned til posthuset.
Støbningen af betonkanalerne skete direkte mod den våde jord og blev derfor af meget svingende kvalitet.
Der var mangel på kvalificerede svejsere, fordi man både arbejdede på Ribelandevej og i Østergade, arbejdet gik uendelig langsomt, det var dårligt koordineret, og tilsynet svigtede.
Forretningsfolkene rasede over faldende omsætning, bystyret protesterede,og fjernvarmebestyrelsen så magtesløs og fortvivlet til.

Til slut besluttede man at lave et foreløbigt stop ved Lillegade, for at få tingene bragt i orden i Østergade og Storegade, før man gik videre.
Så kom september, og vejret bedrede sig. Kanalerne blev lukket; arbejdet skred nu planmæssigt, og med bedre koordination end tidligere.
Men typisk er det, at hele den første strækning fra centralen og op til torvet i tidens løb har måttet udskiftes; medens resten af kanalarbejdet ned gennem strøget stort set har holdt i 25 år.
Arbejdet på centralen skred planmæssigt frem, og bestyrelsen ansatte blandt mange ansøgere Helmer Clausen som varmemester, så han kunne følge centralens opbygning.
I begyndelsen af oktober blev den første store Tøma-kedel bragt på plads, og der var rejsegilde d. 7/10.
Fundamentet til den 40 m høje skorsten var støbt, og kloge indfødte tøndringere kunne straks spå, at den ville stå som det skæve tårn i Pisa, inden der var gået 10 år.Men den kom nu gennem den fugtige eng ned på ren sandbund, og fundamentet var dimensioneret til en 50 m skorsten, så den står stadig rankt og pænt og i lod efter 25 år.
Kommunen kom med det overraskende udspil, at alle de flotte blankslidte brosten, som befandt sig under asfalten ned gennem hovedgaden, skulle tilhøre kommunen. Dette ville fordyre retableringen, som skete med Macadam, ganske væsentligt; så man enedes om, at fjernvarmen skulle få en erstatning på ca. ½ delen af værdien.
Fa. Bruun og Sørensen havde hele tiden sagt, at der ville være varme i rørene d. 1. november.
Meget var gået galt, og der havde været meget at kritisere; men som man nærmede sig denne dato kunne enhver se, at denne frist kunne man ikke overholde.Skorstenen var endnu ikke oppe i den halve højde, og centralbygningen var dårligt nok tæt.
Der manglede stadig en masse rørarbejde, men pludselig vrimlede det med svejsere over hele byen, og utrolig meget skete. Tydeligvis ville firmaet ikke tabe mere prestige; og den 1/11 kl. 21.45 var der en lille uofficiel sammenkomst på centralen.
Formanden optiker Jacob Hansen trykkede på den grønne startknap - og intet skete. Det skyldtes en lille vanddråbe, som havde fundet vej til det elektriske system. Installatør Kirchheiner sen. og et par teknikere fandt dog hurtigt fejlen,og et kvarter senere satte oliefyret i gang.
Det varede kun kort tid, så kunne de første af fjernvarmeselskabets kunder hygge sig i varmen fra det nye anlæg, og alle ansvarlige drog et dybt lettelsens suk.
Ved en indvielsesfest d.10/12 63, hvortil alle implicerede, myndigheder o.s.v. var indbudte, markerede man, at 1. etape af fjernvarmeudbygningen var afsluttet.
Der var lagt 3 km hovedledning og lavet ialt 90 stikledninger.
I alt havde 147 ejendomsbesiddere meldt sig til fjernvarme, så nu gik det mod lidt lysere tider.

--------------------------------------------------------------------------------

Udbygningen

De næste år i fjernvarmeselskabets historie blev præget af, at man havde arbejdstøjet på.
Man vedtog projekt II, hvor arbejdet i 1964 skulle bestå i etablering af fjernvarme i Søndergade, noget af Strucksallé, Jernbanegade, Bargumsvej, Grev Schacksvej, Leosallé, Nygade, Anne Marievej, Alexandrinevej, Margrethevej, Benediktevej, Dragonvej, Torvet og Richtsensgade indtil Nørregade.

For året 1965 planerede man at gå ind i kvarteret vest for jernbanen og kvarteret øst for Ribelandevej.
Bestyrelsens arbejde var til tider træls og tungt, som det altid vil være i et hurtigt ekspanderende firma:
Budgetter der bliver overskredet, regnskaber der har svært ved at nå sammen,planer der må ændres, klager der skal besvares, og tidsfrister der ikke overholdes.
Men langsomt og sikkert voksede selskabet sig større; således var der pr. 31/5 65 tilsluttet 273 forbrugere med et forbrug på 5,8 mill. k.cal./h.
Den 31/5 66 var tallet vokset til 405 forbrugere med et forbrug på 8,5 mill.k.cal/h.
Det måtte automatisk udløse en udvidelse af centralens kapacitet, og d. 20/10 65 holdt man rejsegilde på en centraludvidelse, således at man kom op på 4 kedler á 2,5 mill. k.cal/h., altså ialt 10 mill. k.cal/h.
Yderligere var der plads til endnu en kedel.
Bestyrelsen holdt godt sammen og forblev uforandret indtil generalforsamlingen i september 1966.
Tilbage til Generel information

--------------------------------------------------------------------------------

Den manglende koncession

Som tidligere omtalt kunne fjernvarmeselskabet ikke opnå eneret på at etablere fjernvarme i Tønder by, og det skulle der komme en del besværligheder ud af.
Tønder Andelsboligforening var nemlig i 1964 ved at opføre en stor ny varmecentral på Nørremarksvej, og da denne var dimensioneret til at kunne komme helt op på 6,5 mill. k.cal/h., tilbød man herfra at levere varme til omkringliggende institutionsbyggere samt til lrs. E.T. Jørgensens boligbyggeri.
Det var en torn i øjet på T.F., at T.A.B. kunne tilbyde varmelevering efter kaloriemåler og uden fast afgift, som T.F. ifølge de pålagte vedtægter skulle opkræve.
T.F. protesterede og fik i første omgang ret, idet Indenrigsministeriet skrev,at det ikke var retsmæssigt, at T.A.B. leverede til tredie person uden ministeriets tilladelse.
Senere blev de trufne aftaler dog taget til efterretning af ministeriet, hvorefter T.F.'s bestyrelse besluttede sig til at begrave stridsøksen.
Man ønskede fra begge selskaber et bedre og bredere samarbejde, og da manufakturhandler H.Friis ved generalforsamlingen i 1966 trådte ud af bestyrelsen, anbefalede T.F.'s bestyrelse overfor generalforsamlingen, at matrikelinspektør M.Toldam, der også sad i T.A.B.'s bestyrelse, blev indvalgt, og dette skete.
Man håbede dermed at opnå, at Andelsboligforeningen med tiden skulle blive en af de største aftagere af varme.
Som ny næstformand valgtes Henning Hansen ved generalforsamlingen i 1966.
Tilbage til Generel information

--------------------------------------------------------------------------------

Kontoret

Der er som bekendt sørget for, at træerne ikke vokser ind i himlen, og på Tønderkanten sørger vestenvinden for, at træerne dukker sig for blæsten.
Det er bedst at holde en lav profil herude, og det fortæller dette kapitel lidt om.
Lige fra starten gjaldt det for det nye fjernvarmeselskab om at spare, hvor spares kunne.
Således klarede varmemesteren sit job alene i de første 5 år, kun afløst af lidt løs medhjælp i ferieperioder o.lign.
Med hensyn til kontorhold fandt man i de første år, at det ville være unødigt dyrt med eget kontor, så selskabets brevvekslinger og regnskaber blev klaret på selskabets advokats kontor.
Imidlertid blev arbejdsbyrden med selskabets sager og regnskaber efterhånden af et sådant omfang, at
advokaten i nov. 67 meddelte, at han fremover ikke ville være i stand til at påtage sig denne byrde.
Selskabet besluttede sig derfor til at foretage en mindre ombygning på fjernvarmecentralen, hvor et såkaldt depotrum stod næsten ubenyttet hen. For mindre end 15.000 kr. lod dette rum sig ombygge til et udmærket kontorlokale, og i januar 1968 blev det indviet.
Blandt adskillige ansøgere antog man fru D. Friis som halvdags kontorassistent, og samtidig omlagdes regnskabet ved at indføre a'conto opkrævninger.
Der blev afholdt ordinær generalforsamling den 9. sept. 1968, og bestyrelsen konstituerede sig med optiker Jacob Hansen som formand og matrikelinspektør M.Toldam som næstformand.
Der gik imidlertid kun 1 uge, så måtte selskabets formand meddele bestyrelsen, at han efter sin brors død havde afhændet sin forretning, og at han agtede at forlade byen.
Der var i bestyrelsen enighed om, at formanden ville blive meget svær at erstatte, og da næstformanden nægtede at overtage jobbet, måtte et nyt formandsemne findes uden for bestyrelsens kreds; ingen kunne afse tid hertil.
Man var endvidere enige om, at en effektiv og dygtig ledelse af fjernvarmeselskabet var nødvendig, og man overvejede derfor muligheden af at ansætte en forretningsfører i stedet for en halvdags kontorassistent.
Under disse forhold ville det være lettere at finde en ny formand.

Der var i bestyrelsen fuld enighed om at tilbyde optiker Jacob Hansen, der havde startet sin karriere med en kontoruddannelse, jobbet som forretningsfører fra 1/1 1969 at regne, med en månedlig løn på 3.000 kr., idet arbejdet påregnedes kun at være deltidsarbejde.
Det forudsattes derved, at selskabets kontordame blev opsagt, og at der ikke blev tillagt den nye formand honorar.
Efter nogen betænkningstid modtog Jacob Hansen dette tilbud, og man enedes om, at han udtrådte af bestyrelsen den 31/12 68, og påbegyndte den nye stilling som forretningsfører den 1/1 69.
Henning Hansen blev derefter valgt til formand fra denne dato, og M. Toldam fortsatte som næstformand.
Man skulle tro, at denne rimelige og fornuftige løsning på ledelsesproblemet i det efterhånden store fjernvarmeselskab kunne accepteres af alle; men sådan skulle det ikke gå i Tønder, jantelovens Mekka.
Nepotisme betyder begunstigelse af slægtninge ved besættelse af stillinger, og sådan blev den nye rokade i fjernvarmebestyrelsen opfattet af en stor del af Tønders befolkning.

Sladderen begyndte at gå, og efterhånden arbejdede den sig op på helt uhyrlige forestillinger. Man talte om vilde dispositioner fra bestyrelsens side, og til
sidst nåede man op på, at den nyansatte forretningsfører skulle have en gage på omkring de 90.000 kr. årligt.
Rygtet ville vide, at fjernvarmen i Tønder nu ville blive meget dyrere, og mange nybyggere i Galgestrømskvarteret holdt sig tilbage fra at tilslutte sig.
I begyndelsen af juni 69 så bestyrelsen sig forpligtet til at ramme en pæl igennem alle disse rygter, hvorfor man indkaldte til pressemøde. Her kunne formanden Henning Hansen lægge kendsgerningerne på bordet: Merudgiften ved at udskifte kontordamen med en forretningsfører var 12.450 kr. årligt.
Samtidig kunne formanden oplyse, at man havde tegnet kontrakt om olieleverance med et nyt oliefirma fra Vejle, O. Haahr, og denne kontrakt indebar en besparelse på 24.000 kr. årligt, så fjernvarmeprisen ville blive sat yderligere 10 øre ned pr. kubikmeter. Basta.
Trods det blev generalforsamlingen i september 69 præget af voldsomme udfald mod bestyrelsen. Der var mange ligefrem gadedrengeagtige udfald mod den nye forretningsfører og bestyrelsen.
Men papirerne var i orden, stormen lagde sig.
Nic. Andresen og Jacob Hansen gik efter eget ønske ud af bestyrelsen og ind kom overpostbud Andreas Petersen og politikommissær Frederik Nielsen ved fredsvalg.
Det var ikke mærkeligt, at selskabets mangeårige formand og nye forretningsfører følte sig meget dårligt behandlet ved generalforsamlingen, så han tog konsekvenserne heraf og meddelte knap 3 uger efter, at han ønskede at fratræde sin stilling.

Blandt mange ansøgere til stillingen som ny forretningsfører for selskabet valgte bestyrelsen mejeribestyrer Hans Mikkelsen Hansen, der var blevet ledig ved Tandslet mejeri's nedlæggelse.
H.M.H. kunne allerede tiltræde d. 1/12 1969, og det blev en beslutning, som bestyrelsen ikke skulle komme til at fortryde, idet denne herlige mejeribestyrer på uvurderlig vis passede forretningsførerstillingen helt frem til pensionsalderen i året 1984.
Tilbage til Generel information

--------------------------------------------------------------------------------

Spidsbelastningscentralen

Allerede i 1967, da man besluttede at installere den femte kedel på centralen i Østergade, var forbruget på 12 mill. k.cal/h.
Man bestilte derfor hos Tøma en dobbelt så stor kedel som de tidligere, og med 5 mill. k.cal/h. kom man op på en samlet kapacitet på 15 mill. k.cal/h.
Den støt stigende tilslutning til selskabet samt kommunens planer om et nyt boligområde Tønder Vest gjorde, at man snart ville komme op på maximal udnyttelsesgrad af Østergadecentralen.
Der iværksattes derfor planer om en spidsbelastningscentral, og byrådet anviste en grund beliggende helt ude ved Nordre Landevej.
Dette ville være en meget uheldig beliggenhed, idet denne afsides placering ville betyde en merinvestering på ledningsføringen på 1 mill. kr.
Bestyrelsen besluttede derfor i februar 1970 at optage en forhandling med Tønder Andelsboligforening, som havde sin varmecentral på Nørremarksvej og dermed lå nærmest på Tønder Vest.
Man havde allerede fra T.A.B. ført en hovedledning under jernbanelinien og forsynede Handelsskolen og Plejehjemmet. Fjernvarmeselskabets eventuelle overtagelse af T.A.B.'s varmecentral ville gøre det muligt for selskabet at levere fjernvarme ti1 beboerne i Tønder Vest uden større økonomisk belastning for de gamle forbrugere.
Forhandlingerne var i begyndelsen træge, idet T.A.B.'s pris for en G.cal var 35 kr. mod T.F.'s pris, som var 42 kr. Den ret store prisforskel skyldtes imidlertid, at en del af de faste udgifter hos T.A.B. var pålignet andre konti, og der var en ret stor restgæld på centralen.
Man enedes dog snart om en skitse til overdragelsesvilkår gående ud på, at T.A.B. skulle aftage varme ikke til den hidtidige produktionspris, men til den regulerede og nøjagtige produktionspris, som fremgik af T.A.B.'s varmeregnskab.
Der skulle dog mange og lange forhandlinger til, før man nåede frem til reelle tal, og hele foråret og sommeren 1970 gik, før man nåede frem til at T.A.B.'s anlæg kunne overtages af T.F. for restgælden 360.000 kr. og 60.000 kr. kontant, som betaling for bygningen og ret til benyttelse af samme i 8 år uden betaling af husleje.
Der skulle yderligere gå et par år med pindehuggeri om mange detaljer, men det blev en god handel, en handel som indebar store fordele for begge parter.
For fjernvarmeselskabet var den store fordel, at man slap for at bygge en ny central, man slap for et dyrt ledningsnet, og man fik en spidsbelastningscentral, som havde kapacitet nok til, at man kunne gå ind i det nye boligområde "Tønder Vest".Ved generalforsamlingen sept. 70 genvalgtes tandlæge Henning Hansen som formand; men arbejdsbyrden var ved at være for stor for ham, og man planlagde en afløsning, hvorfor politikommissær Frederik Nielsen valgtes som næstformand.
Tilbage til Generel information

--------------------------------------------------------------------------------

Tønder vest

Efter at Galgestrømskvarteret var ved at være færdigbygget, var kommunens næste boligområde planlagt til at ligge vest for Plantagevej og nord for en forlængelse af Bargumsvej, strækkende sig helt op mod Nordre Landevej.
Man var i byrådet enige om, at dette kvarter skulle være "skorstensløst", man var ved at være miljøbevidst, det skulle være et luftrent område.
Fyringsformen, som de kommende husejere skulle betjene sig af, var derfor fjernvarme; men elvarme ville også blive tilladt.
Fjernvarmeselskabet, som havde haft ret bitre arfaringer med at varmeforsyne et nyt boligområde i Galgestrømskvarteret, stillede som betingelse for at gå ind i område Vest, at etableringsudgiften til fjernvarmeledning skulle indkalkuleres i de nye grundpriser med ca. 3.000 kr. pr. grund.
Daværende borgmester Sv. Kirchheiner havde en meget afvisende holdning overfor dette forslag, og ikke uventet gik han varmt ind for el-varme.
Der skulle mange forhandlinger og kraftige argumenter til, før det i okt.70 endelig blev godkendt af kommunalbestyrelsen, som byrådet nu hed.
Trods denne beslutning, som fik planerne om overtagelse af T.A.B.'s central til at falde i hak, og således gav grønt lys for en fjernvarmeforsyning af område Vest, er det nok et stort spørgsmål, om Tønder Fjernvarmeselskab nogen sinde skulle have begivet sig ind i dette område.
Stigende oliepriser gav nemlig el-varme større og større konkurrenceevne, og dette igen medførte, at fjernvarmeplanlægningen i området efterhånden nåede det urentable stadium. Olien

En af fordelene ved fjernvarme var, at man ikke behøvede den dyre tynde gasolie, som skulle benyttes i private oliefyr; men kunne betjene sig af Heavy Fuel Oil, et affaldsprodukt, som kun i foropvarmet tilstand kunne gøres brændbart.
Olieprisen svingede ved selskabets start omkring 100 kr. pr. ton, og ved licitationerne hvert år gav man leverancen til de lokale forhandlere.
I året 1968 fik man imidlertid via Thomas Selmer's brændselshandel kontakt med en ung, ny brændselsimportør O. Haahr i Vejle.
Denne unge mand opkøbte brændselsolie i Østlandene og kunne sælge til en meget konkurrencedygtig pris.Tønder Fjernvarmeselskab skulle blive en af hans første, største og mest trofaste kunder.
Imidlertid blev Heavy Fuel Oil p.g.a. efterspørgslen fra flere og flere elværker, fabrikker og fjernvarmeselskaber mere og mere efterspurgt, og prisen steg.
Særdeles markant var det, at prisen var meget lav om sommeren, men steg voldsomt midt i vinteren.
O. Haahr foreslog bestyrelsen at købe olie ind om sommeren, og enten lægge det ind på hans lagertanke til leveringen, eller også kunne man bygge en 2.000 tons lagertank selv og dermed spare mange udgifter.Bestyrelsen besluttede sig for det sidste, man lod en oliebeholder til 2 mill. liter olie bygge af firmaet Monberg og Thorsen.
Den stod færdig i november 1972, kostede 280.000 kr. og lod sig fuldstændig afskrive p.g.a. egen indtjening på mindre end 3 år.
At den så nok aldrig skulle have været brugt til andet end Heavy Fuel Oil, er en anden ting, som vi nok skal høre om senere.
Tilbage til Generel information

Rådgivende ingeniørfirmaer

Det var så at sige firmaet Bruun og Sørensen, som havde fået startet en fjernvarmeudbygning i Tønder by.
Det var dette firma, som var det rådgivende og tilsynsførende med anlægsarbejderne. Imidlertid var det så som så med tilsynet, det var ofte mangelfuldt, og megen byggesjusk var blevet tolereret. En stadig strøm af yngre og yngre ingeniører, som ikke var deres opgave voksen, belastede samarbejdet med fjernvarmeselskabet.
Ved generalforsamlingen september 1971 takkede Henning Hansen af som formand, og Frederik Nielsen blev valgt som hans efterfølger. For kontinuitetens skyld indvilligede Henning Hansen i at blive næstformand, og det blev begyndelsen til et godt og tæt makkerpar, som skulle holde i mange år. Det blev også begyndelsen til enden for samarbejdet med firmaet Bruun og Sørensen. Frederik Nielsen fik en blid start på sin formandsperiode, der skulle vare 10 år. Han kunne i sin første beretning i september 1972 fortælle andelshaverne, at to vigtige beslutninger, han havde været med til at træffe som næstformand, nu var ført ud i livet. De første af Tønder Andelsboligforenings mange lejligheder var koblet på fjernvarmenettet, og den gigantiske olietank stod færdig ved centralen i Østergade.
En fremsynet bestyrelse havde truffet beslutninger, som skulle få stor betydning for forbrugerne i årene fremover. Men hvor meget det skulle komme til at betyde, anede selv de mest fremsynede næppe. Tønder Andelsboligforening blev med tiden selskabets største kunde og har idag tilsluttet 493 lejligheder.
Kæmpetanken blev i løbet af få år en ikke ubetydelig smertestillende medicin mod den økonomiske hovedpine, som den vestlige verden fik, da oliesheikerne blev enige om at drive oliepriserne i vejret. Frederik Nielsens første beretning indeholdt dog også et afsnit om stadigt flere udskiftninger af tærede rør i de "gamle" betonkanaler. En sørgelig beretning, som han blev nødt til at fortælle i en ny version i sine ni næste formandsberetninger. Oliechokket

Den glade nyhed i Frederik Nielsens første år var, at oliepriserne havde udviklet sig så gunstigt, at kubikmeterprisen kunne sættes godt otte procent ned. Forbrugerne betalte 1,65 kr. pr. kubikmeter i stedet for å contobeløbet på 1,80 kr.! Nye forbrugere kom til i en pæn strøm, blandt andet i Tønder Vest, men et par år senere var intet som før.

Sheikerne sørgede for, at der gik Weimar-inflation i oliepriserne. Fra sommeren 1973 og et år frem steg prisen på olie til det tredobbelte, men fornuftige storindkøb betød, at selskabet "kun" overskred sit oliebudget med 75 procent. Forbrugerne blev bedt om at skrue ned for varmen, men mange ville åbenbart hellere betale end fryse, og i december 1973 måtte bestyrelsen true med at lukke for varmen til dem, som ikke viste det tilstrækkelige samfundssind. "Varme- og velfærdsegoister" var anerkendte skældsord i de lokale aviser. Oliekrisen var medvirkende til, at byggeriet stort set gik i stå, og det satte et midlertidigt stop for Tønder Fjermarmeselskabs vækst.
1974/75 gav kun 17 nye forbrugere, men et års tid senere havde forbrugernes besparelser stoppet olieprisskruen, og byggeriet i Tønder Vest tog igen fart.
Kubikmeterprisen stabiliserede sig omkring 5,30 kr., men prischokket havde sat sig varige spor. I bestyrelsen var man klar over, at det i længden var livsfarligt at satse ensidigt på araberolie, men de forholdsvis stabile priser midt i 70erne gjorde "hasteoperationer" overflødige. Og da alternativ energi nogle år senere igen blev højaktuel, var toget kørt.Den hastige udbygning af det vestlige kvarter, som i folkemunde blev døbt fuglekvarteret, gav helt andre ting at tænke på. Centralen i Østergade skulle have en "hjælper" , når TAB-centralen på Nørremarksvej som aftalt skulle nedlægges. Bestyrelsen ville bygge en ny central ved Handelsskolen, men det ville byrådet ikke være med til. Kompromiset blev en central på Viben, der hvor kvarterets kælkebakke lå, men det gav forståeligt nok et ramaskrig i området.

Skolevarme

Den frelsende engel blev den ny skorstensfejerskole et stenkast fra den placering, som byrådet i første omgang havde forkastet. Fjernvarmeselskabet og Tønder Tekniske Skole underskrev en aftale om, at fjernvarmen skulle købe overskudsvarmen fra de store undervisningskedler, som skulle installeres, og dermed var forsyningen af det hastigt voksende Tønder Vest på plads.

På samme tid lykkedes det bestyrelsen at overbevise byrådet om, at fjernvarmen skulle have en aftagergaranti for at lægge rør ud til Hjejlen II og Mågen.
Forsyningen af Viben, Rylen og Hjejlen I havde vist sig at være en tvivlsom forretning, fordi husbyggerne frit og helt vilkårligt kunne vælge mellem elvarme og fjernvarme.
Valgfriheden betød ikke sjældent, at fjernvarmerørene rnåtte graves hundredvis af meter gennem grunde, hvis huse blev opvarmet med elvarme. I de nye områder blev 80 procent af grundene reserveret til fjernvarme. 1976 og 77 blev gode år for selskabet, som dog stadig døjede voldsomt med børnesygdommen, gennemtærede rør. Mågen og Hjejlen blev hastigt udbygget. Flere af Tønder Andelsboligforenings afdelinger blev koblet på fjernvarme, og det samme gjorde Tønderhallerne og svømmehallen.
Tilbage til Generel information

--------------------------------------------------------------------------------

Energiskat

Regeringen dryppede dog malurt i bægeret ved at indføre en energiafgift, som i regnskabsåret 1977/78 gav en ekstraregning på en halv million kroner. Prisen for udskiftninger i det gamle gadenet nærmede sig efterhånden også den halve million, og i bestyrelsen puslede man derfor med en langsigtet plan for renoveringerne, men virkeligheden overhalede planlægningen indenom. I 1978/79 var
prisen for udskiftningerne løbet op i 1,2 mio. kroner. Rørene i betonkanalerne ville ganske enkelt ikke vente, indtil det blev deres tur til at blive skiftet ud med de plastikbetrukne Løgstørrør, som nu blev lagt ned i den våde Tønder undergrund. Alt imens var naturgassen på vej i land, og de indledende fægtninger om varmeplanen var igang. To emner, som skulle blive faste punkter på bestyrelsens møder i årene fremover.
På generalforsamlingen i 1981 fortalte Frederik Nielsen i sin sidste formandsberetning, at selskabet nu havde rundet 1000 forbrugere.
Varmeplanen kunne Frederik Nielsen ikke kaste nyt lys over. Han måtte nøjes med at fortælle, at selskabet havde ført drøftelser med kommunen og Naturgas Syd. Frederik Nielsen forlod efter 10 år på posten formandsstolen og bestyrelsen. Han modtog stor og fortjent hyldest. Ny formand

Et år senere var det den nye formand Rudi Jensen, der var nødt til at aflægge beretning uden konkret nyt om kommunens varmeplan, som i årene fremover skulle afgrænse fjernvarmens naturlige kundekreds. I sin allerførste beretning havde Rudi Jensen et par skarpe hip til kommunen. Den ny formand beklagede sig over, at "storkunder forsøges kapret ud af fjernvarmeforsynings områder, sågar med offentlig støtte". Rudi Jensen beklagede, at kommunen tilsyneladende ikke i tilstrækkelig grad var indstillet på at tage hensyn til fjernvarmeselskabet. Slaget om varmen var startet. Og fjernvarmen havde med udsigten til gas og med erfaringer fra andre selskaber søgt om at få lov til at erstatte oliefyringen med kul.
Forslaget til en varmeplan for Tønder Kommune kom i marts 1982, og planen lagde op til, at alle nye byggeområder i byen skulle forsynes med naturgas. Forslaget til en varmeplan indeholdt også en passus om, at der skulle etableres et naturgasfyret kraftvarmeværk på Tønder Tekniske Skole, hvorfra Tønder Fjernvarmeselskab så skulle købe varmen.
Fjernvarmebestyrelsen havde to hovedindvendinger mod forslaget til en varmeplan for Tønder by. Bestyrelsen ønskede at få lov at forsyne alle tættere bebyggede områder, og man ønskede samtidig at stå frit til at vælge den energi form, som kunne give forbrugerne den
billigst mulige varme. Intentionerne bag varmeplanlovgivningen var, at tilrettelægge en samfundsøkonomisk optimal energiforsyning, men bestyrelsen i fjernvarmeselskabet, som er lille i den store sammenhæng, skulle snart erfare, at "samfundsøkonomi" kunne bruges til mange forskellige formål.

Gasklemme

Tønder Kommune havde allieret sig med et privat konsulentfirma i udarbejdelsen af varmeplanen. Et firma, som var delvist ejet og kontrolleret af Naturgas Syd. Hertil kom, at Tønder Kommune havde stillet en stor garanti for Naturgas Syd. En trecifret milliongaranti, som kunne blive aktuel, hvis salget af Nordsøgassen ikke gik som forventet.
Fjernvarmebestyrelsen fik heller ikke i starten af 80erne politikerne med på ideen om, at beboere i fjernvarmens naturlige område alle skulle slutte sig til nettet,- også de nye boligkvarterer i Ulriksallé og Gørrismarksvejområdet. Rudi Jensen forsøgte med argumenter om, at flere forbrugere ville betyde lavere varmeudgifter, idet de faste omkostninger så kunne deles af flere. Der var udsigt til væsentligt lavere priser, idet kun en tredjedel af forbrugernes regning gik til betaling af olie. Men politikerne sagde nej. Den gamle skepsis mod fjernvarmen var endnu ikke begravet.
Året efter var varmeplanen stadig ikke på plads, idet alt afhang af, om og hvornår, der kom gas til byen. Kulansøgningen samlede støv, og imens gik bestyrelsen i gang med at undersøge muligheden for at bygge en kombineret halm og affaldsforbrænding. Mens fronterne var fastlåst i kampen om varmeplanen, brugte bestyrelsen kræfterne indadtil. Tarifnederlag

Nu skulle der ændres ved de gamle afregningsordninger med minimale faste afgifter og ret høje forbrugsafgifter. Brændeovne og andre supplerende energikilder var efterhånden blevet en for god forretning for en gruppe forbrugere. Og en for dårlig forretning for resten. De lave faste afgifter animerede en del til at bruge fjernvarmen som en billig varmeforsikring.
På generalforsamlingen i 1982/83 fremlagde Rudi Jensen "grundloven" for en ny tarifpolitik. Fjernvarmeselskabets besparelser skulle komme alle forbrugere til gode. Den enkelte forbruger skulle have gevinsten ved egne besparelser,
men det måtte ikke ske på bekostning af andre forbrugeres pengepung.På en ekstaordinær generalforsamling i maj 1983 led forslaget om nye tariffer en krank skæbne. Efter en lang debat viste afstemningen, at der blandt forbrugerne herskede en betydelig frygt for, hvad nye afregningsformer kunne betyde. Blandt de 115 fremmødte stemte 75 for og 32 imod, mens otte stemte blankt. Bestyrelsen manglede 11 stemmer i at få sit forslag vedtaget. Som et saltdrys i såret måtte bestyrelsen ovenikøbet nedsætte de faste afgifter på næste års opkrævning, men det skulle vise sig, at tiden også her lægede såret. Men 1984 blev et af de mest sindsoprivende for Tønder Fjernvarmeselskab.
Der var meget andet at tænke på end tarifnederlaget. Folketinget vedtog et forlig, som skulle skaffe økonomi i det skrantende naturgasprojekt. Forliget betød, at fjernvarmeselskabet blev tvunget til at aftage naturgas. Tønder Tekniske Skole chokerede med udenom fjernvarmeselskabet at foreslå kommunen, at skolen med naturgas som energikilde overtog varmeforsyningen i byen.
Forslaget ville betyde, at Tønder Fjernvarmeselskab ville blive reduceret til et distributions- og opkrævningsselskab. Bestyrelsen reagerede skarpt og afviste på det bestemteste, at Tønder Tekniske Skole kunne levere varmen billigere end fjernvarmeselskabet.
Tilbage til Generel information

Skarpe ord

Generalforsamlingen i 1984 benyttede Rudi Jensen til det hidtil skarpeste opgør med Tønder Kommune. Formanden gav uden store omsvøb udtryk for, at kommunen i varmeplanlægningen havde haft mere travlt med at pleje egne interesser end fjernvarmeforbrugernes. "Letsindig og besynderlig" kaldte Rudi Jensen kommunens fremgangsmåde i betragtning af, at det var en klar betingelse for varmeplanen, at Tønder Fjernvarmeselskab i mindst fem år ville aftage gas. Beretningen var oplægget til en lang taktisk kamp med Naturgas Syd og tildels kommunen. Taktikken var klar. Et ja til naturgas skulle betales med en garanti for, at ingen gik på rov i naturlige fjernvarmeområder.
Det næste år bragte mange ting på plads. Sygehuset lykkedes det ikke at få en aftale med, men naturgassen fik heller ikke en fod ind hos kæmpekunden, som satte sin fremtidige varmeforsyning på ventelisten. Byrådet havde givet sygehuset frit varmevalg. Derimod lykkedes det i sidste øjeblik at få stoppet varmeplanlægningens udtynding af naturlige fjernvarmeområder. Krum-Om og kvarteret omkring Kastaniealle blev naturligt nok udlagt til forsyning med fjernvarme. På samme tid fik bestyrelsen en ny aftale med Tønder Tekniske Skole på plads.
Fremtidige slagsmål om kontrollen med byens varmeforsyning blev afværget ved, at der blev truffet en aftale om, at fjernvarmeselskabet overtog driften af centralen på skolen. En aftale, som endvidere forbedrede muligheden for billige energikøb. Vinteren havde været kold, og selskabet var som ventet blevet pålagt at aftage naturgas i fem år, men fremtiden så alligevel meget lysere ud end længe.
Der var stadig en del udskiftninger på det gamle net, men fyringsøkonomien var nu forbedret så meget, at det kunne holde de stigende energipriser stangen.

Prissejr

I maj 1985 lykkedes det omsider at få vedtaget de nye tariffer, som betød noget lavere kubikmeterpriser og tilsvarende højere faste afgifter. Til overraskelse for bestyrelsen og mange andre gled forslaget let og ubesværet igennem på en ekstraordinær generalforsamling. Måske fordi selskabet var i åbenlys medvind i byen. Fjernvarme var ikke længere et skældsord.
Samarbejdet med kommunen var i normale gænger efter nogle kolde år, og tilbage var egentlig kun nogle slagsmål med Naturgas Syd, som tilsyneladende ikke veg tilbage for at forsøge at hente kunder i sin største kundes naturlige område. Sygehuset var stadig et diskussionsemne. Tilgangen af forbrugere var nu oppe på et halvt hundrede om året, og meget så lyst ud, da en gammel sag i nobember 1986 bragte fjernvarmeselskabet på avisernes forside.
Den 15 år gamle olietank ved Østergade-centralen "sprang" læk. Det viste sig, at tanken, som i mange år havde sikret forbrugerne olie til billige priser, ikke kunne tåle det brunkulsdestillat, der nu var lagret i tanken.
Jorden under tanken blev forurenet, og til alt uheld endte en del af "olien" i kommunens renseanlæg, da en olieudskiller ikke virkede. Den forurenede jord måtte fjernes og køres til Kommune-Kemi i Nyborg. Et byrådsmedlem var utilfreds med, at han i teknisk udvalg ikke kunne få flertal for en politianmeldelse, og han valgte derfor selv at melde selskabet til politiet. Her mente man ikke, at der var grundlag for en sag, og medlemmet gik derfor til statsatvokaten, som rejste sagen.
Resultatet blev et bødeforlæg, som bestyrelsen valgte at betale for at undgå en lang og kostbar retssag. Alt i alt kostede olieudslippet selskabet en halv million kroner og megen hård og opslidende polemik.
Men de positive toner var trods alt ikke til at overse i det sidste år op til jubilæumsfesten. Selskabet fik 119 nye medlemmer, så antallet af forbrugere nu havde rundet 1462 med 1781 bolig-, institutions- og erhvervsenheder. På syv- otte år var fyringsøkonomien forbedret med ca. 30 procent på grund af bedre kedeludstyr og et bedre ledningsnet.
Grundlaget for et stort og stærkt forbrugerselskab er lagt efter 25 år, der langt fra har været en dans på roser. Men fjernvarmen er kommet for at blive.
Billig og stabil varmeforsyning er resultatet, som er skabt af mange tøndringers ihærdige og til tider utaknemlige arbejde i selskabets bestyrelse.